Privatliv
Kort fortalt: NotBooked har ingen konto og intet login. Dine ture ligger på din enhed og i din egen iCloud. Først når du har givet lov, sendes en bekræftelse, du deler ind, til vores tjeneste og videre til Anthropic, som læser den; resultatet sendes tilbage til din enhed. Vi gemmer ikke filen og ikke dine ture.
Hvem står bag
NotBooked udvikles og drives af Mads Peter Dahl Andersen, Danmark. Spørgsmål om privatliv: support@notbooked.app.
Hvad appen gemmer
Dine ture, spots, bookinger, muligheder, idéer og de bekræftelser, du har delt ind (PDF'er, skærmbilleder, links), ligger i appens eget lager på din iPhone eller iPad og i din private iCloud (se herunder). Vi har ikke adgang til dem. Sletter du en tur, slettes den på dine enheder og i din iCloud.
Når en bekræftelse læses med AI
Første gang du deler en fil, et skærmbillede eller et link ind, spørger appen, om det må læses med AI. Siger du nej, sendes intet, og du kan udfylde bookingen selv. Du kan altid slå læsning fra under Indstillinger → Privatliv. Har du sagt ja, sker der dette:
- Filen sendes krypteret til vores tjeneste (Cloudflare Workers). Deler du et link, henter tjenesten sidens tekst.
- Tjenesten sender indholdet til Anthropic PBC (USA), hvis Claude-model udtrækker navn, dato, sted, reference og pris. Anthropic er databehandler for os og bruger ikke indholdet til at træne modeller. Anthropic kan opbevare forespørgslen i op til 30 dage til misbrugskontrol.
- Resultatet sendes tilbage til din enhed. Vores tjeneste gemmer ikke filen eller det udtrukne indhold.
- Sammen med filen sender appen et anonymt enheds-id (en tilfældig streng, ikke knyttet til dig eller dit Apple-ID), dit sprog og, hvis du har valgt en tur, turens by og datoer, så datoer i bekræftelsen kan forstås rigtigt.
Til drift gemmer tjenesten en logrække pr. kald: tidspunkt, en hash af det anonyme enheds-id, filtype og størrelse, model, antal tokens, svartid og om det lykkedes. Intet filindhold og ingen personoplysninger. Loggen bruges til at begrænse antallet af kald pr. enhed og til at holde øje med omkostninger og fejl.
iCloud og rejsefæller
Synkronisering mellem dine enheder sker gennem din egen private iCloud-database hos Apple, knyttet til dit Apple-ID. Vi har ikke adgang til den.
Inviterer du rejsefæller til en tur, deler Apple den tur (og kun den) med de personer, du inviterer. De kan se turens spots, bookinger og vedhæftede bekræftelser, og med ret til at rette kan de ændre dem. Deres navn fra Apple-ID'et vises i appen, når de har taget imod. Du kan fjerne en rejsefælle eller stoppe med at planlægge sammen, og en rejsefælle kan forlade turen. Delingen sker gennem Apples iCloud; vi har ikke adgang til den.
Anonym brugsstatistik
For at se, om appen hjælper folk i gang, sender appen nogle få anonyme hændelser til vores tjeneste: at appen er åbnet første gang, at introen er set, at en tur er oprettet (og hvor mange ture du har), at abonnementssiden er vist (og hvorfra), at et abonnement er købt (årligt eller månedligt), og at en invitation er oprettet eller modtaget. Hver hændelse har et tidspunkt, appens version og en hash af det anonyme enheds-id; invitationer har desuden en kort hash af delingen, så vi kan tælle, hvor mange der tager imod. Der sendes aldrig turens navn, byer, bookinger, bekræftelser eller navne på rejsefæller. Statistikken bruges kun samlet, deles ikke og kobles ikke til dig. Du kan slå den fra under Indstillinger → Privatliv.
Notifikationer og kalender
Påmindelser om det, der mangler før afrejse, og om afbestillingsfrister planlægges lokalt på enheden. Vælger du at lægge bookinger i kalenderen, beder appen om skriveadgang til din kalender; den læser aldrig dine eksisterende aftaler. Alt kan slås fra i Indstillinger.
Abonnement
NotBooked Plus købes gennem Apples App Store. Betaling, fornyelse, opsigelse og refusion håndteres af Apple efter Apples vilkår. Vi modtager ingen betalingsoplysninger; appen får kun besked om, at abonnementet er aktivt. Første tur er gratis, og rejsefæller skal ikke have Plus.
Det vi ikke gør
- Ingen konto, intet login, ingen e-mailadresse eller telefonnummer.
- Ingen sporing på tværs af apps eller hjemmesider, ingen annoncer, intet salg af data.
- Ingen analyse-SDK'er fra tredjepart.
Dine rettigheder
Dine ture ligger hos dig og i din iCloud, så du sletter dem selv ved at slette ture eller appen og dens iCloud-data. Vil du have vores driftslog for dit enheds-id slettet, så skriv til support@notbooked.app med id'et fra Indstillinger → Privatliv. Du kan klage til Datatilsynet, datatilsynet.dk.
Ændringer
Ændrer vi politikken, opdaterer vi datoen øverst og, ved væsentlige ændringer, siger vi det i appen.